Vores HISTORIE

2021 var et tragisk år for Afghanistan. Det første halve år fandt flere angreb sted på tværs af landet og særligt i de områder, hvor majoriteten tilhører hazara-befolkningen.

 

Den 23. maj blev pigeskolen Sayyid al-Shuhada bombet i den vestlige del af Kabul. 85 familier mistede deres kære, og flere hundrede blev såret.
Størstedelen af ofrene var hazaraer. Angrebet efterladte den afghanske hazara-befolkning rystet og i sorg. Selvom dette ikke var det første angreb specifikt rettet mod hazaraer, fik den horrible følelse af magtesløshed og nedslåethed, en gruppe unge 2. og 3. generationshazara – boende tusinde kilometer væk fra deres land – til at tage det første skridt mod bekæmpelsen af den åbenlyse uretfærdighed.

Kort tid efter blev der stiftet en gruppe på Facebook under navnet “Danish Hazara Community”, hvor formålet var at skabe et netværk og samlingssted for unge dansk-hazaraer med et håb om at være stemmen for hazara-befolkningen.
En gruppe af initiativtagere blev samlet for at tage stafetten videre. Dette ledte til afholdelsen af et stormøde d. 27 juni 2021 med omkring 40-50 deltagere. Sima Samar, forkæmper for kvinde- og menneskerettigheder og aktivist; Akram Gizabi, formand for
World Hazara Council og Homeira Rezai forkvinde for Hazara Committee i Storbritannien, var med til at sætte fokus på nødvendigheden af et stærkt fællesskab blandt danske hazaraer. Dette møde var startpunktet til et stærkt fællesskab af unge danske hazaraer, som brænder for at gøre en forskel for danske hazaraer og det internationale hazara-samfund.

I løbet af sommeren 2021 og indtil Kabuls fald i august, blev der arbejdet hårdt og målrettet for at tage de næste skridt. Kabuls fald d. 15 august 2021 gav de unge grundlag nok til at fortsætte stærkere end nogensinde, og det var helt sikkert det sidste og afgørende skub til at stifte, “Dansk Hazara Forening”.
Dansk Hazara Forening blev officielt stiftet d. 8 september. Dansk Hazara Forening er et efterlignelsesværdigt eksempel på hvordan drømme og visioner kan gå i opfyldelse med dedikation, hårdt arbejde og en god håndfuld optimisme.